Gå til hovedindhold

PostNord planter endnu en skov med Klimaskovfonden

28.10.2024
foto af postbud og postbil i skov

PostNord har siden sidste år samarbejdet med Klimaskovfonden og givet et klimabidrag på alle danske pakker. På en regnfuld efterårsdag blev de sidste træer i endnu en skov plantet, da PostNord inviterede kunder og medarbejdere med ud til plantning i Svanemosen Nyskov ved Kolding. 

Når man sender en pakke med PostNord, er man med til at støtte projekter, som bidrager til et bedre klima og mere dansk natur. PostNord sender nemlig ’pakker med omtanke’, og for hver pakke, der bliver sendt i Danmark, giver PostNord et klimabidrag til danske klimaprojekter. I 2023 blev det til 110.000 kvadratmeter ny skov i Danmark, og skovene vil over tid optage cirka 4.000 ton CO₂.

- Samarbejdet med PostNord betyder, at vi kan rejse skov flere steder i Danmark til gavn for klimaet. Det er med til at nedbringe Danmarks samlede CO₂-udledning gennem helt konkrete skovrejsningsprojekter i f.eks. Vallensbæk, Silkeborg og Kolding. Klimaeffekten dokumenteres men de og deres kunder kan også følge med i hvor meget træerne vokser fra år til år, siger Poul Erik Lauridsen, Direktør hos Klimaskovfonden.

Han fremhæver at de nye skovområder som PostNord er med til at skabe både er til gavn for klimaet, men også for naturen og miljøet og ofte til glæde for lokalsamfundet, de steder hvor der rejses ny skov.

Klimahandling er også sundt for bundlinjen

Klimadagsordenen er ikke blot vigtig for PostNord, men også for kunderne. Hos PostNord oplever man at have krydset det punkt, hvor arbejdet med CO₂-reduktion og bidraget til at gennemføre konkrete klimaprojekter nu kan mærkes på bundlinjen og giver et positivt afkast på flere parametre.

- Vores klimaindsats er ikke kun en investering i vores fælles fremtid – men også en investering i PostNords forretning. Vi kan se, at vores kunder i stadig stigende grad efterspørger løsninger, der tager hensyn til den grønne omstilling. Her mener vi, at vi kan gøre en positiv forskel, både ved først og fremmest at reducere vores egen CO₂-udledning, men også ved at tage samfundsansvar og bidrage til de nationale klimamål, siger Isabella Beck Jørgensen, Pressechef hos PostNord.

PostNord vil være fossilfri i 2030 og er godt på vej mod at nå i mål. PostNords klimabidrag til skovrejsning indgår ikke i PostNords eget CO₂-regnskab, men gives som bidrag til den nationale klimaindsats.  

PostNord elbil kører gennem den nye skov ved Ejby på Fyn