Nyt år - nyt koncept for urørt skov
Med det nye år følger også udvikling af et nyt skovkoncept i Klimaskovfonden. Sammen med KLIMA+ kommuner og fonde vil Klimaskovfonden afprøve en model, hvor skovene i højere grad skal udvikle sig natuligt og blive til urørt skov.
Først i det nye år vil Klimaskovfonden afprøve et koncept for urørt skov gennem assisteret naturlig tilgroning i en ansøgningsrunde for demonstrationsprojekter. Metoden i denne form for skovrejsning går kort fortalt ud på, at man i højere grad lader naturen komme af sig selv. Dog hjælper man skoven på vej ved at skabe gode betingelser for at frø kan sprede sig på arealet.
”Vi er sat i verden for at levere en klimaeffekt og den skal vi være sikker på indfinder sig. Samtidig vil vi gerne skabe de bedst mulige vilkår for biodiversiteten, men hvis vi lader naturen komme helt af sig selv, er risikoen for, at der ikke kommer skov eller, at der går meget lang tid før den vokser op, for stor. Derfor er vi nået frem til assisteret naturlig tilgroning, hvor vi giver naturen et kærligt puf i den rigtige retning og på den måde skaber urørt skov fra en bar mark, som på sigt får både høj CO2-binding og biodiversitet,” siger Poul Erik Lauridsen.
Hidtil har lodsejere kunne få støtte til at rejse skov med en mindre andel af urørt skov, hvor der ikke er blevet plantet træer, men hvor naturen i højere grad får lov at udvikle sig på dens egne præmisser.
10 millioner til at afprøve modellen sammen med kommuner
I slutningen af januar åbner fonden en særlig ansøgningsrunde med 10 millioner kroner i puljen. Den er målrettet fonde, der ejer arealer og kommuner, der har indgået KLIMA+ partnerskab med fonden. Sammen med kommunerne skal konceptet afprøves og projektmodellen evalueres. Derefter skal den tilpasses, så det bliver muligt at brede den ud til andre lodsejere, som et supplement til Klimaskovfondens eksisterende model for klimarobuste skove.
”Vi fortsætter med at rejse klimarobuste blandingsskove med mange plantede træer på arealerne, som vi hele tiden har givet støtte til. Men når vi skal have 80.000 hektar urørt skov i Danmark de kommende årtier, vil vi gerne skabe bedre vilkår for naturens egne processer i skovrejsningen. Derfor går vi i gang med at afprøve konceptet med urørt skov gennem assisteret naturlig tilgroning allerede fra starten af det nye år,” lyder det fra Poul Erik Lauridsen.
”Skoven har utrolig mange funktioner for os. Den kan producere træ, være et grønt åndehul i hverdagen, beskytte drikkevand og mindske CO2-aftrykket. I sidste ende er det de enkelte jordejere, der vælger, hvilket skovkoncept, der skal udfolde sig på deres arealer, nogen vil gerne have produktionsskov, nogle vil gerne have urørt natur, andre igen vil gerne have en blanding. Det skal der være gode muligheder for,” siger Poul Erik Lauridsen om baggrunden for at tilbyde et nyt skovkoncept.
Fakta
Aftalen om Grøn Trepart indebærer, at Danmark skal have 250.000 hektar ny skov på arealer, der i dag er landbrugsjord. Heraf skal ca. en fjerdedel etableres som urørt skov.
Urørt skov er skov, hvor der ikke må drives skovdrift og naturen får lov at udvikle sig på sine egne præmisser til gavn for biodiversiteten.
I Klimaskovfondens nye koncept skal der plantes skov på en fjerdedel af arealet og der skal plantes skovbryn og træer i mindre skovøer. Resten af arealet skal gro til på egen hånd med hjælp fra omgivende træer. Erfaringer viser, at frøkilder i nærheden er vigtigt for spredningen af træer, og tilgroning er ofte selvforstærkende: træer tiltrækker fugle, der spreder frø og etablerede træer producerer frø, der kan sprede sig.
Metoden hedder assisteret naturlig tilgroning fordi naturen hjælpes på vej. Klimaskovfonden vil dermed sikre, at skovene kommer godt fra start, så de optager CO2 inden for en overskuelig årrække.