Før var der marker: Nu er en helt ny klimaskov med rekreative tiltag på vej
Aalborg Kommune har med støtte fra Klimaskovfonden plantet 12 hektar ny skov, som en del af kommunens klimamål. Nu skal der laves stier i området, hvor der også er dukket fortidsminder op.
Man skal knibe øjnene godt sammen for at se det, men Lars Mortensen fra Aalborg Kommune står faktisk midt i en skov. En skov, der dog knap går ham til knæene.
De små, nyplantede træer er sat på ræd og række, og med tiden kommer de til at vokse til en 12 hektar stor skov, der skal optage CO2 og passe på grundvandet under mulden.
”Det er en del af kommunens klimamål at plante ny skov. Når vi gør det, handler det selvfølgelig om CO2, men det handler i høj grad også om at beskytte vores grundvand, give bedre rammer for naturen og skabe muligheder for nye naturoplevelser,” siger Lars Mortensen, der er skov- og landskabsingeniør i Aalborg Kommune.
”VI vil gerne skabe en skov med gode muligheder for naturoplevelser. Derfor er vi ved at planlægge stier og spor til mountainbike, og vi er i gang med et større arbejde med det samlede stisystem ved Lundby Bakker,” siger Lars Mortensen.
Ifølge Klimaskovfondens beregninger vil klimaskoven ved Lundby binde mindst 3734 tons CO2 i løbet af de første 70 år.
”Rigtig mange både private og offentlige jordejere stiller deres jord til rådighed for skovrejsning som en del af klimaindsatsen, og det skal de have stor ros for. Det betyder, at vi sammen kan komme et skridt nærmere klimamålene, og at vi samtidig får meget mere natur til glæde for de kommende generationer,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.
Ny skov fuld af fortidens minder
Oplevelserne starter allerede ved parkeringspladsen der allerede er etableret ved den nye skov. Her kan man nemlig læse om en interessant jernalderboplads, der er dukket frem. Og det er langt fra det eneste arkæologiske fund i området, hvor horisonten også byder på flere gamle gravhøje.
Der hvor bopladsen har været, vil der forblive en lysning i skoven.
”Der har været rigtig meget aktivitet i området her i forhistorien, og derfor var vi nødt til at få lavet en del arkæologiske forundersøgelser, inden vi kunne plante træerne. Det var derfor heldigt, at vi har arbejdet sammen med Klimaskovfonden i det her projekt, fordi midlerne herfra har kunnet dække udgifterne til forundersøgelserne,” siger Lars Mortensen.
Den nye klimaskov ligger i forlængelse af den skov, der blev plantet efter TV 2-indsamlingsprogrammet ”Danmark Planter Træer”, som igen ligger i forlængelse af Lundby Krat. Når eksisterende natur på den måde bliver udvidet, skaber det bedre betingelser for at dyre- og plantearter hurtigere breder sig til den nye skov.
I den nye del af skoven er der blevet sat eg, bøg, hassel, fuglekirsebær, rødgran og flere andre træsorter, der skal sikre en varieret skov til gavn for både klima, grundvand, mennesker og natur.
