Lions Danmark planter skov for fremtiden

Lions klubberne i Danmark vil sætte et grønt aftryk ved at plante skov til glæde for de fremtidige generationer.
Tre steder i landet vil nye skove vokse frem som resultat af et nyt samarbejde mellem Lions Danmark og Klimaskovfonden. Lions har nemlig besluttet at donere skovrejsning i hver af organisationens distrikter, og det bliver til tre nye skove ved Vejle, på Mors og i Herfølge på Sjælland. Skovene har en dokumenteret klimaeffekt, men skal også være tilgængelige for lokale borgere med stier og rekreative områder, der kan bruges af alle.
”I Lions har vi fokus på miljø, klima og bæredygtighed. Derfor giver det god mening at indgå et samarbejde med Klimaskovfonden om trærejsning i vores tre Distrikter ” siger Henrik Storch, der er Formand for Lions Danmark
Samarbejdet med Klimaskovfonden sikrer, at fagligheden og dokumentation af skovenes CO2-binding er på plads. Fonden har flere hundrede skovrejsningsprojekter rundt omkring i Danmark som finansieres gennem klimabidrag, og fondens direktør glæder sig også over samarbejde med Lions klubberne.
”At plante en skov er konkret klimahandling og det et flot grønt vidnesbyrd om samfundsengagementet hos medlemmerne af Lions. Helt konkret betyder samarbejdet med Lions at vi kan få flere grønne skove på landkortet. Det gavner klimaet, beskytter drikkevand og vandmiljø, men det skaber også nye levesteder for dyr og planter og grønne åndehuller for mennesker,” siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Klimaskovfonden.
Skovene bliver plantet på arealer tre steder i landet. På Mors har en bynær skov ved Øster Jølby været undervejs noget tid men er nu snart klar til at blive plantet. I Vejle omfatter skovprojektet en stor andel af skov, der skal udvikle sig på naturens egne præmisser. På Sjælland går bidrag til skov ved Herfølge, hvor der plantes en ny 5,8 hektar stor skov. Skoven bliver her en del af den grønne ring omkring byen og giver naturen plads helt tæt på byens liv.
Lions kom til Danmark fra USA i 1950 og fejrer dermed 75-års jubilæum i år. Og det gør den velgørende organisation altså blandt andet ved at sætte et varigt aftryk på det danske landskab med nye skove. Der er knapt 280 klubber med tilsammen godt 4.760 medlemmer, der samler penge ind og støtter velgørende formål.