Gå til hovedindhold

Københavns Kommune rejser skov udenfor kommunegrænsen sammen med Klimaskovfonden

24.06.2025
foto af nyplantet skov på mark

Med bidrag til Klimaskovfonden sikrer Københavns Kommune, at der kan rejses ca. 160 hektar ny skov på Sjælland. Aftalen blev markeret ved at plante træer i ny skov i Lejre Kommune.

I fremtiden vil københavnerne kunne gå tur i en skov, Københavns Kommune har finansieret – vel at mærke 50 kilometer uden for København. Københavns Kommune har indgået en større aftale med Klimaskovfonden om at rejse ca. 160 hektar skov fordelt på 13 arealer på Sjælland, heriblandt også kommunalt ejede arealer i andre kommuner. Det sker for at styrke kommunens klimaindsats.

I dag blev en række træer plantet i ét af skovområderne ved Kattinge i Lejre Kommune for at markere aftalen. 

”Skovrejsning er et relevant klimagreb, fordi træer optager CO2 fra luften, men i København har vi begrænsede muligheder for at rejse skov i væsentlig skala. Derfor har vi besluttet at plante skov uden for bymurene til gavn for både klimaet og biodiversiteten. Det er et nybrud, jeg er stolt af. Som kommune er det afgørende, at vi tager ansvar for byens udledninger – også uden for kommunegrænsen,” siger overborgmester Lars Weiss.

skovkort

Parter bringes sammen om klimahandling

”Københavns Kommune påtager sig med bidraget til Klimaskovfonden et vigtigt ansvar i klimaindsatsen ved at plante skov udenfor kommunegrænsen. Nogle har jord, hvor de gerne vil rejse skov, andre vil gerne give bidrag til skovrejsning. Klimaskovfondens opgave er at bringe de parter sammen, der vil handle for klimaet, og det her samarbejde med Københavns Kommune er et godt eksempel på, at vi sammen kan komme et skridt nærmere klimamålene. Og så gavner skov jo både klimaet, men det skaber også mere natur og beskytter vores drikkevand for fremtiden”, siger Poul Erik Lauridsen, forperson i Klimaskovfonden.

”Træer er naturens CO2-støvsuger, som samtidig skaber levesteder for dyr og mere biodiversitet. SF har længe arbejdet for, at København skal plante tusinder af nye træer, for vi skylder vores børn at passe godt på kloden. Nu planter vi de første cirka 160 hektar skov, og vi bliver ved med at presse på for praktiske og effektive veje til at nå vores ambitiøse klimamål,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

”I Lejre Kommune skal der rejses 960 hektar ny skov de næste 20 år. Det kræver ikke alene, at nogle vil lægge jord til, men også, at der er penge til projekterne. Samarbejdet mellem Københavns Kommune og Klimaskovfonden viser, hvad der kan lade sig gøre, når gode viljer og stærke kræfter forenes. Og jeg er særlig glad for, at det første synlige resultat af samarbejdet bliver her i Lejre Kommune,” siger Lejres borgmester, Tina Mandrup.

Over deres levetid vil skovområderne samlet optage over 48.000 tons CO2. Skovområderne på ca. 160 hektar vil samtidig bidrage til øget biodiversitet og til at beskytte drikkevandsboringer på Sjælland, hvor en del af københavnernes vand kommer fra.

Udover Lejre er det planen, at Københavns Kommune over de næste fem år også vil sikre, at der plantes skov i bl.a. Sorø, Køge, Stevns, Vordingborg og Roskilde. Det største skovområde bliver i Faxe, hvor kommunen finansierer over 20 hektar skov – svarende til 28 fodboldbaner. Projektet understøtter samtidigt realiseringen af Den Grønne Trepart, hvor målet er, at der skal rejses 250.000 hektar skov. Når Københavns Kommune finansierer skovrejsning gennem Klimaskovfonden, lever skovene op til fondens standarder og kriterier om klimarobuste blandingsskove med fredskovspligt. Det giver en sikkerhed for, at træerne kommer i jorden og på sigt giver den forventede klimaeffekt. 

foto af overrækkelse af bevis til overborgmesteren

48.000 tons CO2. Så meget vil den skov, som Københavns Kommune finansierer i andre sjællandske kommuner, optager over tid. Direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen overrækker et bevis til overborgmester Lars Weiss (S) og sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Fakta

  • Skovrejsningen kan lade sig gøre, fordi Københavns Kommune via Klimaskovfonden har mulighed for at finansiere skovrejsning på kommunalt- eller privatejede grunde via øremærkede bidrag uden for kommunegrænsen i Danmark.
  • Københavns Kommune har i tæt dialog med Klimaskovfonden udvalgt 13 arealer til skovrejsning på Sjælland efter bl.a. nærhed til København og drikkevandsbeskyttelse. De 13 forventede arealer er beliggende i Lejre, Roskilde, Holbæk, Køge, Sorø, Faxe, Vordingborg, Stevns, Kalundborg og Næstved.
  • Der er afsat i alt 12 millioner kroner til skovrejsningen i 2025. Pengene blev afsat i forbindelse med Overførselssagen i marts 2025.