Gå til hovedindhold

Nyfødte i Region Sjælland får pakke med et træ med hjem

03.07.2025
foto af børn der planter træ

Hver gang et barn kommer til verden planter Region Sjælland et træ, der skal vokse op sammen med barnet i en af Børnenes Skove på Sjælland. De nyfødte får en pakke med et bevis for træet, når de forlader fødegangen få timer eller dage gamle.

Et træ for dig – og et bidrag til den danske klimaindsats. Sådan lyder det i den hilsen de nyfødte i Region Sjælland får med, når de tager hjem fra regionens sygehuse i Slagelse, Roskilde og Holbæk. Hilsenen fra Region Sjælland og Klimaskovfonden består af en plakat med et træ, der kan følge barnet, når det vokser, og et bevis for, at Klimaskovfonden planter et træ for barnet. 

”Det er vigtigt for os at investere i fremtidens generationer, og vi får nu en meget synlig og konkret indsats inden for bæredygtig udvikling med nye skove, der optager CO2 og skaber nye skove med plads til leg, opdagelse og læring for særligt vores yngste borgere. Med pakken bliver det forhåbentlig meget konkret og nærværende for familierne i regionen”, siger Bruno Jerup, formand for Udvalget for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland. 

Den første Børnenes Skov er plantet

Det er Region Sjælland, der har besluttet at plante et træ per nyfødt i regionen og den første af Børnenes Skove er allerede plantet i Øster Toreby på Lolland. Her skal der udover træer, sø, å og en frugtlund plantet af byens børn også være stier, bålplads, samlingshytte og oplevelsesmuligheder, så børn kan lære og lege i skoven. Børnenes Skove kommer til at ligge forskellige steder på Sjælland på kommunalt ejede arealer, hvor der rejses skov i samarbejde med Klimaskovfonden. 

foto af Jesper Lambert der hænger plakat op

Jesper Lambert, enhedschef i Regional Enhed for Grøn Omstilling var forleden på Slagelse Sygehus for at hænge plakaten med træet op på barselsgangen. Børnene kan skrive deres højde ind på træet efterhånden som de vokser.

foto af klimaskovbevis til børn

Der plantes et træ for hvert nyfødt barn i regionen de næste fem år. Årligt vil det svare til ca. 6500-7000 træer, som over en femårig periode vil blive til ca. 15 hektar skov.