Gå til hovedindhold

En skov af tro, håb og kærlighed

18.06.2025
luftfoto bårse kirkeskov

Bårse Kirkeskov ved Vordingborg er indviet, og besøgende i den nye skov kan allerede få særlige oplevelser. Et hjerteformet rum i skoven, busker og træer er plantet i et rundt kors og et anker af mørke fyrretræer skal vokse op blandt løvtræerne for at symbolisere tro, håb og kærlighed.

Et samarbejde mellem Vordingborg Kommune, det tidligere Bårse-Beldringe Menighedsråd og Klimaskovfonden har skabt en ny bynær skov, der vil komme til at gavne borgerne i Bårse i mange generationer fremover. Skoven ligger i umiddelbar forlængelse af byen og den nye skov er blevet skabt med et særligt kirkeligt præg. Der er blandt andet blevet plantet et indvielseskors og et anker i skoven, ligesom man vil kunne finde et hjerte gemt i skoven for at illustrere kirkens symboler: Tro, håb og kærlighed. Og sognepræst Lars Erik Foged har selv været i marken for at plante træerne i indvielseskorset sammen med et par lokale borgere. 

Til indvielsen af skoven klippede borgmester Mikael Smed snoren sammen med tidligere formand for menighedsrådet, Uta Tønnesen. Og så gik turen rundt på arealet, hvor både kors og hjerterum blev fremvist. 

Bårse Kirkeskov har fået støtte fra Klimaskovfonden og forventes at bidrage med en reduktion på 7.695 tons CO2 over 66-70 år. 

indvielse af bårse kirkeskov

Der var stort fremmøde og lokalt engagement i den nye skov på nordsiden af landsbyen Bårse ved Vordingborg.

borgmester klipper snor

Borgmester Mikael Smed og tidligere menighedsrådsformand Uta Tønnesen klippede snoren til Bårse Kirkeskov.

foto af sten i bårse

Hjerterummet skal symbolisere kærligheden og en jordfast sten er gravet op for at skabe et samlingssted i skoven.