Banebrydende metode til ny skov og natur afprøves fem steder i landet

Klimaskovfonden sætter nu fem nye skovrejsningsprojekter i gang på til sammen ca. 100 hektar. Det bliver skove der i højere grad skal udvikle sig på naturens egne præmisser for at understøtte biodiversitet bedst muligt. Der er taget hul på et helt nyt kapitel i skovrejsningshistorien, lyder det fra fonden.
Med Den Grønne Trepart er det besluttet, at der skal etableres 100.000 hektar ny urørt skov i Danmark hvor formålet er at understøtte biodiversitet. Urørt skov er skov, hvor der ikke sker skovdrift og hvor naturen får lov at udvikle sig på dens egne præmisser til et varieret skov- og naturområde, men det bruges typisk om eksisterende skov og ikke ny skov. Men nu er sådanne skove på vej fem steder i landet, da Klimaskovfonden netop har afsat 5,4 millioner kroner til at etablere nye skove på fem nuværende landbrugsarealer i Aarhus, Vejle, Køge og Hvalsø. Områderne får ved samme lejlighed mulighed for at få støtte fra 15. Juni Fonden til tiltag, der understøtter biodiversiteten i de nye skove.
Nyt kapitel i skovrejsningshistorien
Det er helt nyt, at man skaber nye skove på den måde i Danmark. Traditionelt har man rejst skov ved at plante op til 4000 træer pr. hektar jord, men med den metode, Klimaskovfonden nu har givet støtte til, skal der kun plantes skovbryn, skovøer og et mindre område, resten skal gro til naturligt. Plantningen skal hjælpe skoven på vej til at vokse op og brede sig, så der kommer en målbar klimaeffekt, men samtidig gives plads til større variation og arter, der naturligt har hjemme på egnen.
”Der er ikke mange steder i Danmark, der findes skove, der er groet til på naturlig vis. Vi har udviklet et koncept ud fra den nuværende viden og erfaringer - det afprøver vi nu fem steder indtil videre, så vidt det er muligt indenfor Skovlovens rammer,” forklarer Kresten Petersen, der er chefkonsulent i Klimaskovfonden.
Håber at flere kan i fremtiden få støtte til ny urørt skov
Klimaskovfonden håber at få tilstrækkelig med erfaring med konceptet "assisteret naturlig tilgroning", så det til efteråret kan udbredes til andre, der vil have skov med en større andel af naturlig tilgroning. Den form for ny urørt skov vil blive et supplement til den almindelige skovrejsning, som Klimaskovfonden fortsat giver støtte til.
"Når bedre biodiversitet er formålet med de 100.000 hektar ny urørt skov i trepartsaftalen, så vil vi gerne skabe de bedste forudsætninger for biodiversiteten fra start, og det mener vi metoden med færre planter og mere naturlig tilgroning er det bedste til," forklarer Kresten Petersen.

Se eksempler på ny skov via naturlig tilgroning
Fem steder i landet skal metoden afprøves. Her kan du se nogle af områderne.
Kohaven i Køge
Ny skov tæt ved Herfølge by, der etableres gennem metoden assisteret naturlig tilgroning. Skoven bliver på sigt til urørt skov uden skovdrift og der bliver store lysåbne arealer.

Vilhelmsborg i Aarhus
En del af et større sammenhængende skov- og naturområde, der ligger syd for Aarhus.
