Gå til hovedindhold

Skoleelever plantede Esbjergs nye klimaskov

06.11.2023
Projekter
foto af børn der planter træer

Der blev gravet huller og plantet adskillige træer, da 180 skoleelever og Danmarks Naturfredningsforening var med ude og plante den nye klimaskov ved Novrup øst for Esbjerg. Klimaskovfonden har støttet skoven, som rejses af Esbjerg Kommune, som et led i kommunens klimaindsats.

Skoleelever plantede ny klimaskov i Esbjerg

En regnfuld novemberdag var 180 skoleelever fra to skoler i Esbjerg med ude og plante træer i Esbjergs nye klimaskov ved landsbyen Novrup øst for Esbjerg. 

Allerede kl. 9 lød startskuddet til det, der bliver til 25 hektar fin ny klimaskov som er et samarbejde mellem Klimaskovfonden og Esbjerg Kommune. På dagen var Danmarks Naturfredningsforening med til at give en hjælpende hånd med plantningen.

Skoven skal tjene flere formål udover at bidrage til kommunens erklærede mål om at blive CO2 neutral i 2030. Men udover at binde CO2, så er træerne også med til at beskytte grundvandsressourcerne på stedet. Når skoven er etableret, kommer den til at byde på mange gode oplevelser, for med både stier og bænke får besøgende mulighed for at opleve en skov blive til.

I planlægningen af skoven har biodiversiteten været et fokuspunkt. Det kommer til udtryk i valget af træsorter, som kan være med til at fremme mangfoldigheden af insekter og dyr.

Selvom eleverne gjorde det godt, så når de ikke at plante hele skoven. Over den kommende periode fortsætter arbejdet med at få de 100.000 træer i jorden. Til foråret kan man så nyde synet af de mange træer, som får fred og ro til at vokse. Området hegnes nemlig ind, så større dyr ikke fristes af de lækre grønne skud.

Skoven der er 25 hektar består primært at eg og bøg. Den vil over de næste 65 år binde 6920 tons CO2. 

 

Esbjerg
foto af skolebørn planter træer i esbjerg

Eleverne fra to skoler i Esbjerg var med ude og plante træer. Selvom de gjorde det godt, nåede de ikke at plante alle de 100.000 træer, som skoven skal bestå af. Resten plantes de kommende uger, når vejret tillader det.

Nyheder fra Klimaskovfonden

foto af selvgroet skov set oppefra
10.01.2025

Hvordan kan landbrugsjord blive til urørt skov, der optager CO2?

Med Den Grønne Trepart er det aftalt, at Danmark skal have mere skov og mindre landbrugsjord. Aftalen omfatter, at 100.000 hektar ny skov skal etableres som urørt skov, som både skal sikre CO2 optag, kvælstofreduktion og samtidigt skabe bedre vilkår for biodiversiteten. Men hvordan kan man etablere nye urørte skove på en bar mark, og hvad sker der med CO2 effekten? Vi stiller 10 spørgsmål til Kresten Petersen, forstkandidat og chefkonsulent i Klimaskovfonden.