Gå til hovedindhold

Kirker går med i klimaindsatsen: Får støtte til at plante skov på kirkejorder

03.03.2023
Projekter
kirke

Fire kirker får støtte fra Klimaskovfonden til at plante træer på deres arealer. Dermed bidrager kirkerne til Danmarks klimaindsats ved at plante skov, der kan opfange drivhusgasser mange år ud i fremtiden. Samtidig kan fremtidens sognebørn få glæde af en ny skov.

Som den tredjestørste jordbesidder i Danmark har kirkerne gode muligheder for at stille arealer til rådighed for indsatser, der skal gavne klimaet. Det har fire kirker valgt at gøre og de får nu støtte fra Klimaskovfonden til at rejse skov på arealer, der typisk har været forpagtet ud til landbrugsdrift. Det er første ansøgningsrunde hos Klimaskovfonden, hvor det var muligt for kirker at søge støtte, og i fonden er der begejstring over, at kirkerne vil lægge jord til klimaindsatser.

”Det er spændende og flot, at kirkerne har kastet sig ud i det, for det er jo et helt nyt område for menighedsråd at skulle planlægge sådan et projekt, også selvom man kan få hjælp af skovkonsulenter. Nu får vi erfaringer med projekter, som vi kan bruge til at hjælpe flere i gang” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden. 

De fire kirker får støtte til at rejse i alt 24 hektar skov, der kan opfange drivhusgasser. Det bliver samtidig klimarobuste skove, hvor der plantes mange forskellige arter, der også kan gavne biodiversiteten og blive spændende at gå på opdagelse i.

”Mange kirkejorder ligger tæt på landsbyerne og når der bliver plantet skov her, får byens børn og voksne nye muligheder for at komme ud i naturen. Det er oplagt at kombinere en ny skov med muligheder for kirkelige aktiviteter udendørs eller faciliteter som byens foreninger, skolen eller børnehaven kan få glæde af” siger Poul Erik Lauridsen.

De fire kirker, der får støtte, er Nørre Nebel-Lydum og Kvong samt Billum Kirke ved Varde, Vejlby ved Middelfart og Hemmet Sdr. Vium i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vil du vide mere om støtte til klimaprojekter?

Klimaskovfonden åbner endnu en ansøgningsrunde den 15. maj med frist 30. juni 2023, hvor kirker kan søge støtte.

Fonden holder webinar med hjælp til ansøgning om støtte den 17. maj kl. 16.00-17.00. Tilmelding her: https://www.klimaskovfonden.dk/om-os/arrangementer

projekter fordelt på lodsejertype marts 2023

Fordelingen af klimaprojekter på forskellige lodsejertyper. Første ansøgningsrunde med i 2022 var kun åben for kommuner, mens anden ansøgningsrunde også var åben for private lodsejere og kirker.