Gå til hovedindhold

Klimaskovfonden begejstret over Grøn Fond-millioner til skovrejsning

15.04.2024
plante træ

"Det er utrolig positivt, at regeringen og aftalepartierne prioriterer midler til ny skov i det omfang. Det er helt afgørende, at vi fastholder tempo i skovrejsningen" siger Klimaskovfondens forperson Kirsten Brosbøl om de 625 millioner til ny skov i aftalen om Grøn Fond.

Regeringen og aftalepartierne bag Grøn Fond afsætter 625 millioner kroner til skovrejsning som et led i den grønne omstilling. Pengene fordeles med 25 millioner kroner i år og 200 millioner årligt i 2025-2027. Det møder stor begrejstring hos Klimaskovfonden.  

”Det er utrolig positivt, at regeringen og aftalepartierne prioriterer midler til ny skov i det omfang. Det er helt afgørende, at vi fastholder tempo i skovrejsningen i Danmark, så vi kan få glæde af klimaeffekten og de andre positive effekter, som skov har for vores miljø. Skovrejsning giver os alle mere og bedre natur, og det kan samtidig være en nøgle til at beskytte vores drikkevand og mindske udledning af kvælstof. Derfor er det virkelig stærkt, at så mange partier bakker op om aftalen,” siger Kirsten Brosbøl, der er forperson i Klimaskovfonden.

Hun fremhæver, at skov-millionerne er et vigtigt redskab til at holde farten i forhold til regeringens ambitiøse målsætning om at rejse 250.000 hektar skov. Nu er det op til politisk forhandling, hvordan midlerne konkret kommer ud og virke til fordel for natur og miljø.

”I Klimaskovfonden er vi mere end klar til at skalere den tilskudsordning, vi har udviklet og afprøvet og som er attraktiv hos jordejerne. De nye skove skal levere på klimaeffekten, men det er en forudsætning for at få støtte, at skovene plantes på arealer, hvor det også gavner fx beskyttelse af drikkevand eller mindsker udledningen af kvælstof til fjorde og farvande,” understreger Kirsten Brosbøl.

Klimaskovfonden giver støtte til klimarobuste blandingsskove med mange arter og plads til biodiversitetsarealer. Fonden har samtidig mulighed for at tilføre privat medfinansiering og dermed booste skovrejsning yderligere.

portræt af Kirsten Brosbøl

Kirsten Brosbøl

Forperson Klimaskovfonden

Det er utrolig positivt, at regeringen og aftalepartierne prioriterer midler til ny skov i det omfang. Det er helt afgørende, at vi fastholder tempo i skovrejsningen i Danmark, så vi kan få glæde af klimaeffekten og de andre positive effekter, som skov har for vores miljø. Skovrejsning giver os alle mere og bedre natur, og det kan samtidig være en nøgle til at beskytte vores drikkevand og mindske udledning af kvælstof. Derfor er det virkelig stærkt, at så mange partier bakker op om aftalen.

Miljøministeren planter træer

Miljøminister Magnus Heunicke plantede selv træer i den nye skov ved Næstved sidste forår sammen med Kirsten Brosbøl og Klimaskovfonden. Nu skal der endnu mere fart på skovrejsningen i Danmark med 625 millioner kroner fra Grøn Fond.