Gå til hovedindhold

Ny naturskov skal spire frem i Køge

11.04.2025
foto af køer i naturområde

Klimaskovfonden sætter nu fem nye skovrejsningsprojekter i gang hvor skovene i højere grad skal udvikle sig på naturens egne præmisser for at understøtte biodiversitet. Et af stederne er Kohaven i Køge, hvor ny skov og natur skal spire frem.

Med Den Grønne Trepart er det besluttet, at der skal etableres 100.000 hektar ny urørt skov i Danmark for at understøtte biodiversitet. Urørt skov er skov, hvor der ikke sker skovdrift og hvor naturen får lov at udvikle sig på dens egne præmisser til et varieret skov- og naturområde. Sådan en skov er nu på vej syd for Herfølge. Det er Køge Kommune, der ejer området Kohaven, der i dag er landbrugsjord. På arealet skal kommunen sammen med Klimaskovfonden afprøve, hvordan man kan hjælpe naturen på vej i den rigtige retning, så der kommer et spændende og artsrigt skov- og naturområde. 

”I Kohaven ser vi frem til et spændende og helt unikt naturområde, hvor skoven vokser langsomt frem mellem vådområder og de plantede skovøer – til gavn og glæde for både dyr og mennesker. Vi håber også, at der vil blive plads til de græssende dyr, så det oprindelige navn ’Kohaven’ igen kommer til sin ret,” siger Niels Rolskov, formand for Klima- og Planudvalget. 

Køge Kommune har netop fået tilsagn om 800.000 kroner fra Klimaskovfonden til den nye skov. Derudover har kommunen ved samme lejlighed fået mulighed for penge fra 15. Juni Fonden til tiltag, der understøtter biodiversiteten i den nye skov. 

"Vi glæder os til at arbejde med de naturlige processer og genskabe den naturlige hydrologi i området. Foreløbig skal træerne have lov at vokse op og sprede sig, så der på sigt kommer en spændende og varieret naturlig skov," siger Kresten Petersen, der er chefkonsulent i Klimaskovfonden. 

foto af køer i naturområde

Nyt kapitel i skovrejsningshistorien

Det er nyt, at man skaber nye skove på den måde i Danmark. Traditionelt har man rejst skov ved at plante op til 4000 træer på én hektar jord, men med den metode, Klimaskovfonden nu har givet støtte til, skal der plantes skovbryn, skovøer og et mindre område, der plantes til med træer. Plantningen skal hjælpe skoven på vej til at vokse op og brede sig, så der kommer en klimaeffekt, men samtidig gives plads til større variation og arter, der naturligt har hjemme på egnen. 

”Der er ikke mange steder i Danmark, der findes skove, der er groet til på naturlig vis. Vi har udviklet et koncept ud fra den viden og erfaringer, som vi nu afprøver fem steder, heriblandt i Køge. Når det nu er bedre biodiversitet, der var formålet med de 100.000 hektar ny urørt skov i trepartsaftalen, så vil vi gerne skabe de bedste forudsætninger for biodiversiteten fra start, så vidt det er muligt indenfor Skovlovens rammer,” forklarer Kresten Petersen.