Gå til hovedindhold

Kommunen hjalp skovrejsningsprojekt i gang

04.11.2024
Foto af lodsejeren Lars på sin jord

Med en ambitiøs klimaplan om 3000 hektar skov inden 2030 skal der rejses mange flere nye skove i Randers Kommune. En af dem, der kan glæde sig til at plante skov, er Lars Pedersen fra Paderup, der fik hjælp fra kommunen til papirarbejdet. Nu glæder han sig over udsigten til at plante skov på sin jord i stedet for at drive landbrug.

”Der er da ikke noget mere lækkert end bøgeskov med liv i skovbunden og trækroner, hvor fuglene synger,” synes Lars Pedersen fra Paderup. Og sådan en skov kan Lars Pedersen se frem til at plante ved sin ejendom med støtte fra Klimaskovfonden. Lige nu er jorden forpagtet ud til landbrug, men planen er at rejse skov på 23,6 hektar. 

”Med udsigt til afgifter på landbrugsjord, så tænkte jeg, at jeg måske kunne bruge jorden til noget andet. Så nu skal der plantes skov næsten hele vejen rundt om min ejendom med udsigtskiler og andre spændende ting,” fortæller Lars Pedersen. Skoven, der ligger 7 kilometer sydøst fra Randers, skal bruges til at gå på jagt i, og så skal den producere gavntræ.

”Hvis jeg skal droppe landbrugsjorden, vil jeg gerne investere i skov, der kan give et afkast på sigt. Jeg kan gå og nyde skoven i mange år, og der bliver også meget arbejde med at holde det rent for ukrudt og lave veje, men der kommer noget positivt ud af det.” 

For at få støtte fra Klimaskovfonden skal skoven pålægges fredskovspligt, så der plantes nyt når træet høstes. Fredskovspligt betyder, at der altid skal være skov på arealet. 

Hjælp fra kommunen til papirarbejdet

Det var en hjælpende hånd og skovfaglig sparring fra skovfogeden i Randers Kommune, der fik Lars Pedersen til at gå i gang med et skovrejsningsprojekt. 

”Det har været guld værd at få hjælp fra skovfogeden. Det har været prikken over i det her projekt og har betydet, at jeg kom i gang. Der var mange ting jeg ikke vidste, og der er mange regler og tilladelser, man skal sætte sig ind i. Det har jeg fået virkelig god hjælp til,” siger Lars Pedersen.

Randers Kommune efterlyser flere arealer til skov

Udover skoven ved Paderup, er der også givet støtte til tre andre skove i kommunen, oveni de to skovområder, som Randers Kommune allerede har plantet med ny skov; Digterskoven og Klørup Skov. Randers Kommune indgik sidste år et KLIMA+ partnerskab med Klimaskovfonden, der skal sætte fart på skovrejsning som klimaløsning i kommunen. 

Med Klimaplanen 2050 er det målet, at der frem mod 2050 skal plantes i alt 9.000 hektar ny skov i kommunen - heraf 3.000 inden 2030. 

Derfor håber formand for Bæredygtighedsudvalget, Daniel Madié, at flere, der ejer jord inden for kommunegrænsen, vil gøre som Lars Pedersen og søge støtte til ny skov på deres jord.

”Skovrejsning er en af de meget vigtige brikker i kampen for vores klima, og jeg håber, at rigtig mange lodsejere og virksomheder får lyst til at være med og kan se den store værdi, som nye skove skaber – både for dem selv, lokalsamfundet og klimaet.”

 

Foto: Jesper Nørskov Pedersen, Randers Kommune

 

Nyheder