Gå til hovedindhold

Simon og Leandra vil være skovejere

16.01.2024
lodsejerne på marken

Et ungt par fra Bryrup har købt et stykke af naboens jord for at kunne plante ny skov. Det handler om at hjælpe naturen og klimaet.

Det kæmpestore klovspor springer i øjnene i den våde jord i kanten af pløjemarken. Et krondyr har passeret for nylig. 

Og det er netop dyrene, det handler om, når Simon Grøn Munk Nielsen og Leandra Trads om lidt planter de gamle marker til med træer og skaber en ny skov med støtte fra Klimaskovfonden. 

”Der er nok landbrugsjord i Danmark,” siger Leandra Trads. 

Derfor skulle der heller ikke store overvejelser til, da en ældre nabo på vej på pension tilbød parret at købe cirka 10 hektar af hans jord og lægge sammen med deres ejendom, der allerede ligger omgivet af træer i bakkerne ved Bryrup. 

Af de 10 hektar bliver 7,3 hektar nu til skov, mens den resterende jord får lov til at stå som lysning. 

”Det er dejligt at kunne hjælpe lidt på klimaet, men for os handler det helt sikkert mest om at hjælpe naturen på vej. Her er rigtig mange krondyr og et helt fantastisk fugleliv med blandt andet sortspætter. Dem vil vi gerne give plads til. Vi vil leve omgivet af naturen,” siger Simon Grøn Munk Nielsen.

 

CO2-reduktion og mere natur

Den nye skov bliver en såkaldt klimaskov, hvor en række standarter skal opfyldes. Eksempelvis skal skoven være fredskov og må altså ikke fældes igen. Samtidig vil skoven blive fulgt nøje, så man kan sikre, at den binder den beregnede mængde CO2. 

Ifølge Klimaskovfondens beregninger vil klimaskoven ved Bryrup binde mindst 2.200 tons CO2 i løbet af de første 60 år.

 

”Det gavner selvfølgelig klimaet at plante skov, men det giver også naturen bedre plads og styrker biodiversiteten, samtidig med at der bliver mulighed for friluftsaktiviteter i skovene. Når man rejser skov, må der samtidig ikke sprøjtes og gødskes, og det beskytter vores grundvand,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

 

Sundere i naturen

For det unge par handler det nye skovprojekt også om at skabe fredelige omgivelser til dem selv, de to islandske heste og to kælegrise, der bor under træer på det lille hus i skoven. 

”Jeg tror, vi bliver sundere af at være ude i naturen. Vi finder ro her. Der er en dejlig fred her, som vi slet ikke ville kunne finde i byen,” siger Leandra Trads. 

De længe ventede træer skulle i jorden lige inden jul, og de første år vil den nye skov være hegnet ind, så de føromtalte krondyr ikke når at æde alle de friske skud, inden de får ordentligt fat. 

 

 

lodsejerne på marken