Det frivillige marked for handel med CO2-enheder

Paris-aftalens bindende aftale, der blev vedtaget på COP21 i 2015, er driveren for de globale, nationale og politisk regulerede klimaindsatser. Den forpligter de 194 deltagende lande til at udarbejde årlige geografisk afgrænsede klimaregnskaber og opstille nationale klimamål.

Formålet er, at de globale temperaturstigninger skal holde sig under 2 grader – og at der arbejdes mod, at den ikke overstiger 1,5 grad. Al forskning peger på, at hvis dette mål skal nås, så skal den globale CO2-udledning falde snarest muligt og der skal arbejdes frem mod en global klimaneutralitet i midten af dette århundrede.

Med de politisk regulerede indsatser kommer vi et stykke af vejen, men udover indsatser som følge af lovgivning og regulering er der et marked for frivillige indsatser, for dem, der vil gøre mere. Det blev udviklet tilbage i Kyotoprotokollen i 1997 til projekter i udviklingslande. Gennem de seneste årtier er det lykkedes at få finansiering fra CO2-kreditter til at beskytte skov i udviklingslande. VCS og Gold Standard har sat standard for, hvordan klimaeffekt af projekterne udregnes, og hvordan kreditter kan udstedes og bogføres. Det har i høj grad handlet om REDD-projekter, der reducerer udledning ved at beskytte eksisterende skov.

I de senere år har der også været stigende interesse i carbonfinansiering af nye skove på europæisk grund. Det kræver, at der udvikles standarder, der kan bruges indenfor rammerne af europæisk lovgivning og jordejerforhold og som har fokus på at rejse ny skov og øge det samlede skovareal. Det er Klimaskovfondens standard for bidrag et eksempel på.

Vi er helt på det rene med, at klimakreditter ikke redder klimaet. Det handler først og fremmest om, at alle skal reducere udledning på alle tænkelige måder. Men det giver nogle ekstra handlemuligheder, og der er bred enighed om, at hvis det lykkes at skabe et velfungerende frivilligt CO2-marked, så kan det være et vigtigt redskab til at opnå målene i Parisaftalen.

Figuren nedenfor (udviklet med inspiration fra Nordic Dialogue) illustrerer først og fremmest, den kløft, der eksisterer mellem de initiativer, der er vedtaget politisk, og det, der rent faktisk er ført ud i livet. Her kan det frivillige marked spille en rolle i implementeringen, hvor bidrag netop kan mindske kløften mellem landenes planlagte og implementerede initiativer – det såkaldte 'implementationgap'.

Et eksempel ”fra vores egen baghave” er Klimaskovfonden, som er nedsat politisk som et redskab til at accelerere klimaindsatsen, og som også har til opgave at skaffe finansiering. Af gode grunde har vi endnu ikke har plantet alt den skov, der er potentiale for og behov for, men virksomheder, der vil give frivillige bidrag til Klimaskovfondens projekter, kan være med til at sætte fart på skovrejsningen og dermed være med til at realisere et planlagt politisk initiativ.

Figuren viser også en kløft mellem de nationale målsætninger og ambitionen om at begrænse klimaforandringerne. Der skal altså skrues op for de nationale målsætninger, hvis landenes fastsatte klimamålsætninger skal indfri Parisaftalens ambitioner om at begrænse temperaturstigningen med 1,5 grader. Her kan for eksempel klimakompensation være med til at mindske kløften mellem landenes klimamålsætninger og det nødvendige ambitionsniveau – det såkaldte 'ambitiongap'.

Derfor er et potentiale for et frivilligt marked for CO2-enheder, hvor alle, der vil bidrage udover regulerede indsatser, kan gøre det på baggrund af troværdige standarder.

Lige nu sker der en markant udvikling af rammerne for det frivillige CO2-marked, og selvom der stadig mangler en række komponenter, begynder man at kunne se nogle konturer af fremtidens frivillige marked for CO2-enheder. Både GHG-protokollens Land Sector and Removal Guidance, Science Based Targets initiative og deres Net Zero Standard og EU Carbon Removal Certificates opererer i en eller anden form og udstrækning med CO2-enheder, der bidrager til grøn omstilling uden, at virksomheder kan benytte effekten til at opnå egne målsætninger og som klimakompensation.

På den måde kan bidrag blive legitimeret som en del af klimaambitiøse virksomheders handlemulighed. Der stilles samtidig ufravigelige krav til reduktioner inden for egen værdikæde, så bidrag ikke kan erstatte CO2-reduktion og andre klimaindsatser, men bliver et supplement til disse – som et bidrag til den fælles indsats for at bremse klimaforandringerne.

Den udvikling følger Klimaskovfonden tæt og allerede inden lancering af vores standard for bidrag har store og små, offentlige og private virksomheder henvendt sig med interesse for at bidrage til den danske klimaindsats gennem Klimaskovfondens skovrejsning. Vi oplever, at virksomheder efterspørger den handlemulighed, som bidrag til skovrejsning er, i en erkendelse af, at alle må bidrage til, at vi når klimamålene.

Se video fra lancering af Danmarks første standard for bidrag til klimaindsatsen gennem skovrejsning. Her holder Peter Svendsen oplæg om det frivillige carbonmarkeds potentiale.