Gå til hovedindhold

Børnenes Skove: et træ for hvert nyfødt barn

I Børnenes Skove planter Region Sjælland et træ for hvert nyfødt barn i regionen. Skovene vokser op - sammen med børnene - og bliver til nye naturområder, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse, lære og lege i naturen.

lille pige med træ

Vær med til at plante skoven

Du kan selv være med til at plante træerne i Børnenes Skove og tage familien med på opdagelse i naturen. Følg arrangementerne her.

2. maj 2025: Plant skov i Toreby på Lolland

Den første af Børnenes Skove bliver plantet i Toreby ikke langt fra Nykøbing Falster. Det sker den 2. maj 2025 kl. 13-14.30, hvor alle er velkomne. Vi tænder bål og planter træer i den nye skov, der er aktiviteter for børn og lidt til ganen. Kom og vær med til en hyggelig dag i naturen med hele familien.

foto af barn der planter træ
skovkort

Her ligger Børnenes Skove

Den første af Børnenes Skove ligger i Toreby mellem Sakskøbing og Nykøbing Falster. De kommende år vil der komme flere skove til rundt omkring på Sjælland. Skoven i Toreby ejes af Guldborgsund Kommune, der har planer om at lave stier og faciliteter i området. 

Om Børnenes Skove

Fra 2025 planter Region Sjælland et træ for hver nyfødt, der bliver født på et af regionens sygehuse, i samarbejde med Klimaskovfonden. Region Sjællands Udvalg for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø netop har bevilget 2 millioner kroner over de næste fem år til projektet, der har overskriften ’Børnenes Skove’. 

Årligt vil det svare til ca. 6500-7000 træer, som over en femårig periode vil blive til ca. 15 hektar skov.

Skovene bliver placeret på tværs af regionens kommuner og det bliver offentlige skovarealer med plads til leg, opdagelse og læring. Det er kommuner med et KLIMA+ partnerskab med Klimaskovfonden, der kommer til at lægge jord til de nye skove. 

Projektet har fokus på at skabe ny natur og invitere borgerne til at lære og lege i skovene. Ambitionen er, at disse nye skovområder vil fungere som "levende klasseværelser," der kan styrke kommende generationers forståelse for klima og natur, for projektet Børnenes Skove handler om mere end at plante træer. De nye skovområder vil have en høj andel urørt skov og samtidigt kunne fungere som levende klasseværelser, hvor kommende generationer lærer om naturens betydning og bæredygtighed.

barn og voksen studerer naturen
portrætfoto af bruno jerup

Bruno Jerup

Formand, Udvalget for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland.

”Det er vigtigt for os at investere i fremtidens generationer, og vi får nu en meget synlig og konkret indsats inden for bæredygtig udvikling. Skovrejsning er et vigtigt bidrag til at reducere CO2-udledningen, og samtidig kan vi medvirke til at skabe offentlige skovarealer med plads til leg, opdagelse og læring for særligt vores yngste borgere”, siger Bruno Jerup, formand for Udvalget for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland.

logo for region sjælland