Gå til hovedindhold

Forening giver klimabidrag for flyrejser: Skov er bedre end ingenting

23.09.2024
algarve

Medlemmerne af en andelsforening med lejligheder i Portugal kan give bidrag til skovrejsning, når de flyver på ferie: Vi er klar over, at er ikke en ideel løsning, men det er bedre end ingenting, lyder det fra foreningens transportudvalg.

Da den danske andelsforening Coracäo do Algarve købte et gammelt hotel i det sydlige Portugal tilbage i 2013, var klimaforandringer ikke i folks bevidsthed, som de er i dag. 
Men i dag synes flere det er problematisk, at de må rejse frem og tilbage til deres ferieparadis med fly. Derfor har foreningen valgt, at medlemmerne af andelsforeningen kan give et frivilligt bidrag til skovrejsning hjemme i Danmark, når de booker andelslejlighederne i Portugal. Bidraget er på 200 kroner og det dækker nogenlunde udgifterne til at rejse skov, der over tid optager den mængde CO2, der udledes på en flyrejse tur-retur til Algarve. Det har indtil videre betydet klimabidrag på 91,2 tons CO2 i 2022 og 129,6 tons CO2 i 2023, som finansierer Klimaskovfondens skovrejsningsprojekt i Vejlby ved Middelfart. 

Projektet i Middelfart er ikke tilfældigt valgt. Hvert år mødes foreningens andelshavere til generalforsamling i Middelfart. De kan derfor nemt besøge skoven og opleve den skov, bidraget er gået til. 

 

Klassisk diskussion om klimahandling 

 

”Vi er godt klar over, at det med at kompensere ikke er en god løsning, det er bedre at lade være at flyve. Så når vi nu alligevel flyver, så synes vi det bedre at give bidrag og gøre et eller andet, der gavner klimaet til gengæld,” siger formanden for forenings transportudvalg Helge Søndergaard Hvid.

Blandt de 200 andelshavere har modellen været diskuteret, blandt andet fordi der med skovrejsning går flere år, før effekten indfinder sig. 

”Men debatten går især på, at den individuelle handling ikke har den store betydning, hvis man måler CO2-effekten ved det. Der skal offentlige initiativer til at gøre noget ved klimaspørgsmålet. Men på den anden side, så er vores lille bidrag måske med til at der skabes politiske forandringer. Vores lille bidrag er med til at skaber opmærksomhed på klimaspørgsmålet, både hos os selv og vore omgivelser”, siger Helge Hvid. 
Han er selv af den overbevisning, at det lille klimabidrag betyder, at man alligevel rykker noget på det. Og tilslutningen til initiativet har også været stigende år for år. 

”Initiativet har været med til at skabe opmærksomhed på, at man måske skal tage længere, men færre ophold i stedet for korte ture frem og tilbage. Der er også nogen, der tager toget, men det er en meget lang tur, så vi er glade for den løsning, der er nu” siger Helge Søndergaard Hvid.
 

Bidrag til klimaindsatsen

Med et bidrag til klimaindsatsen, kan du være med til at sikre, at der bliver plantet mere skov i Danmark.

Giv bidrag hvis du flyver

Flyrejser udleder som hovedregel mere CO2 end andre transportmidler. Derfor prøver mange at begrænse flyvning og både offentlige og private aktører lægger også en frivillig ”intern afgift” på deres flyrejser ved at give bidrag til klimaløsninger.

foto af himmel med skyer