Gå til hovedindhold

Robuste og bæredygtige klimaskove, der sikrer den varige klimaeffekt

01.03.2023
BLIV KLOGERE PÅ...
Klimabloggen

Når skovrejsning finansieres gennem CO2-enheder, skal der være garanti for en varig klimaeffekt. Men hvordan sikrer man en ny skov mod fremtidens klima, der vil betyde endnu flere orkaner, tørkeperioder og sygdomsudbrud? Svaret er, at det har stor betydning, hvordan skoven anlægges og drives, og derfor stiller Klimaskovfonden store krav til de skove, der rejses med støtte fra fonden. Vi ser nærmere på, hvordan skove kan anlægges, så de bliver robuste.

Af Jørgen Nimb Lassen, tidligere chefkonsulent i Klimaskovfonden

Når der rejses skov for at opnå en klimaeffekt i form af CO2-optag fra atmosfæren, er det afgørende, at der plantes robuste skove, der kan modstå klimaforandringerne. Klimaskovfonden finansierer skovrejsning gennem salg af CO2-enheder og her er det særligt vigtigt, at der er en varig CO2-effekt fra skovene, så dem, der har givet bidrag til skoven eller købt CO2-enhederne, kan være sikre på klimaeffekten. Derfor er det vigtigt at minimere risikoen for, at skovene rammes af sygdom eller vælter, hvis de bliver udsat for ekstremt vejr. 

Med udsigt til klimaforandringer og flere voldsomme vejrfænomener som orkaner, hedebølger, tørke, skybrud, oversvømmelser, samt risiko for insektangreb og træsygdomme, kan det virke som noget af en udfordring at plante skov med sikkerhed for en varig CO2-effekt. Fremtidens klima kan derfor være en trussel mod nye skove, hvis de ikke er anlagt på en måde, der forsøger at imødekomme konsekvenserne af klimaforandringerne. Det gælder særligt i forhold til sammensætning af træer, der plantes, da forskellige træarter og bevoksningstyper reagerer forskelligt på f.eks. kraftig vind. Det kan både være i forhold til omfanget af skader og om træerne vælter med rod, knækker stammen eller mister kronedele.

portræt af Jørgen Nimb Lassen

Jørgen Nimb Lassen

tidligere chefkonsulent, Klimaskovfonden

Kulturmodellerne er med til at sikre robuste og modstandsdygtige blandingsskove, og gør det samtidig muligt at beregne det forventede CO2-optag ved de forskellige bevoksningstyper. Derudover stiller fonden også krav om en bestemt andel af løvtræer som eg og bøg, og en bestemt andel af hjemmehørende træarter, som også er med til at sikre robustheden.

Skove med høj stabilitet – både biologisk og fysiologisk

Heldigvis har vi lært af tidligere tiders orkaner. Mange ældre skovfolk husker nok stadig de to storme i 1967 (februar og oktober) samt november-stormen i 1981. Det var dog først den ekstreme december-orkan i 1999, som blev en øjenåbner for anlæg og drift af skov i Danmark. En af nøglerne til at skabe robuste og modstandsdygtige skove er derfor at plante skov med forskellige træarter og særligt træarter, der er udbredt over et stort geografisk område, så de er robuste overfor forskellige vejrforhold.

Det altafgørende i klimasammenhæng er at etablere robuste blandingsskove med en høj biologisk og fysiologisk stabilitet. Det gælder ikke mindst i skove med nåletræer, hvor andelen af stabiliserende elementer skal være høj. Det kan man sikre ved at plante flere arter af nåletræer i hensigtsmæssige blandinger og gerne sammen med stabiliserende andele af løvtræarter i spredte grupper eller holme. 

blandet skov

Blandingsskove med flere arter er mere robuste i fremtidens klima. Klimaskovfonden sikrer det gennem brug af "kulturmodeller" der definerer sammensætning af forskellige træarter.

Klimaskovfondens skove: blandingsskove ved hjælp af kulturmodeller

Når Klimaskovfonden rejser skov, sikres blandingen af forskellige træarter med de ”kulturmodeller”, som lodsejere, der får støtte fra fonden, skal vælge imellem, når de planter skov på et areal. Kulturmodellerne foreskriver en bestemt blanding af træarter, ligesom antallet af kulturmodeller, der skal benyttes i et projekt, stiger med arealets størrelse. Klimaskovfonden har udviklet 20 kulturmodeller med blandede træarter, der er målrettet skovrejsning på jorde med hhv. høj, middel og lav bonitet. Bonitet er et udtryk for jordens ydeevne - jo højere bonitet, jo hurtigere og jo bedre vokser træerne og jo hurtigere og mere CO2 binder de.

Kulturmodellerne sikrer altså robuste og modstandsdygtige blandingsskove, og gør det samtidig muligt at beregne det forventede CO2-optag ved de forskellige bevoksningstyper. Derudover stiller fonden også krav om en bestemt andel af løvtræer som eg og bøg, og en bestemt andel af hjemmehørende træarter, som også er med til at sikre robustheden.

Klimaskovfonden har i skovrejsningsprojekter fokus på, hvordan skoven anlægges, så de bedste betingelser for en robust skov skabes fra starten. Men måden skoven drives på, når den vokser op, har også betydning for, hvor modstandsdygtige skovene er. Her skal valget af kulturmodeller også gerne give mulighed for valg af en mere klimarobust og naturnær driftsform end den klassiske ordnede drift, hvor bevoksningerne traditionelt består af én art med samme alder. 

 

Risikofaktorer minimeres

Hvis alle træerne i en bevoksning er i samme udviklingsstadium og har nogenlunde samme højde, har de også samme eksponering i forhold til vinden og andre skadevoldende faktorer, som insekt eller sygdomsangreb, der rammer en specifik træsort med en specifik alder. Det gælder ikke mindst nåletræsplantager, hvor det jævne kronelag til at begynde med vil få vinden til at glide af, men i senere faser kan blive særligt udsat for omfattende fladefald, så snart et enkelt hul skabes i kronelaget.

Blandingsskove med træer i forskellige højder og aldre kommer sig ofte hurtigere end monokulturer med kun én art i samme alder. Det bevirker, at risikoen for store sammenbrud med fladefald over mange hektarer mindskes. Samtidigt vil der i disse blandede og aldersvarierede skove ofte også stå levedygtige træer tilbage, selv hvor der er opstået et større hul i kronetaget.

Man kan altså både i den måde skoven anlægges og drives på gøre meget for at skabe større robusthed. I udgangspunktet handler det især om at vælge klimarobuste træarter i lokalitetstilpassede og robuste bevoksningssammensætninger. Og ikke mindst om at være varsom med at anvende træarter, hvor den forventede reaktion på de forskellige effekter af klimaforandringerne er negativ eller på anden vis problematisk. For nåletræer gælder det især rødgran, men også sitkagran. Ligesom det for løvtræer især gælder ask og elm, der allerede er på vej ud af skovbruget. I Klimaskovfodens projekter kræver disse arter derfor stor forsigtighed indtil, der er fundet mere klimarobuste provenienser, der bedre kan modstå sygdomme.

Væltede træer

Klimaskovfondens skove

Den skovrejsning Klimaskovfonden støtter skal naturligvis leve op til kravene i Lov om Den Danske Klimaskovfond og i Skovloven. Derudover sikrer de kriterier, som Klimaskovfonden stiller, til skovens opbygning, at de ville kunne certificeres af FSC eller PEFC. På den måde skaber Klimaskovfonden på flere måder forudsætninger for, at den enkelte skovejer kan drive skoven mere bæredygtigt og naturnært, uden dog at stille specifikke krav om naturnær drift.

Derudover er der følgende krav til skove, som skal sikre robusthed og varig klimaeffekt:

  • andelen af løvtræer skal være min. 25 % - 75 % af skoven (afhængig af skovens formål og jordbundsforhold)
  • andelen af hjemmehørende arter skal være 25 % – 65 % (afhængig af skovens formål og jordbundsforhold) og efter liste over godkendte træ- og buskarter
  • andelen af biodiversitetsarealer skal udgøre mindst 10% (der typisk er urørt skov, græsningsskov og lysåbne naturarealer udover arealer, der allerede nu er beskyttede §3-arealer).  
  • der tilstræbes naturlig hydrologi og der må ikke sprøjtes og gødskes
  • andelen af problemarter må ikke udgøre mere end maks. 20% tilsammen
  • renafdrifter kun under 1 hektar 

Endelig skal skovene leve op til Klimaskovfondens vurderingsparametre og scoringskriterier, så der også kommer synergieffekter af skovrejsningen. Projekter vurderes for eksempel på deres effekt for beskyttelse af grundvandet, hensyn til natur og biodiversitet, rekreativ adgang og friluftsmuligheder, kulturarv med mere.