Nyt samarbejde med DSB: vi rejser skov, når du rejser med
Vi rejser skov, når du rejser med DSB. Togturen bliver endnu grønnere med et nyt samarbejde mellem DSB og Klimaskovfonden, der sikrer et beløb pr. solgt erhvervsrejse til at rejse ny skov, togpassagerer kan opleve fra togvinduet.
8. september 2022
Rejs med tog og vær samtidig med til at rejse skov i Danmark. Det er det enkle budskab fra DSB til de erhvervsrejsende i togene på baggrund af et nyt samarbejde med Klimaskovfonden. Her giver DSB et bidrag til Klimaskovfondens arbejde med at plante flere skove i Danmark.
Konkret går samarbejdet ud på, at DSB for hver solgt erhvervsrejse de kommende år, giver et bidrag til Klimaskovfondens træplantning.
”Toget er allerede et klimavenligt transportmiddel og med støtten til Klimaskovfondens arbejde, styrker vi den position over for vores erhvervskunder, og bidrager samtidig til mere skov i Danmark. Det er til gavn for klimaet, naturen og biodiversiteten og danskerne,” siger Flemming Jensen, adm. direktør i DSB.
Adm. direktør Flemming Jensen understreger, at begge parter i samarbejdet har valgt hinanden for at sikre resultater. Han siger:
”Vi ved, at det er et tema, der betyder noget for virksomhederne, derfor er det et godt sted at begynde. Det kræver en øget bevidsthed at ændre vaner, og den rejse er mange virksomheder på, det vil vi gerne være med at gøre lettere, så vi kan nå målet om at være mere CO2-neutrale,” siger Flemming Jensen.
Første samarbejde om bidrag til skovrejsning
For Klimaskovfonden er DSB den første samarbejdspartner i indsatsen med at få flere skove i Danmark og det glæder fondens formand.
”Jeg er utrolig glad for, at DSB og Klimaskovfonden har indgået et samarbejde. Når vi rejser skov gavner det klimaet og det er til glæde for både togrejsende og danskerne i lokalområdet ved de nye skove,” siger formand for Klimaskovfonden, Kirsten Brosbøl.
DSB begrunder valget af Klimaskovfonden som samarbejdspartner med, at Klimaskovfonden, som uafhængig, statslig forvaltningsenhed under Miljøministeriet har fokus på klimaprojekter i Danmark, og at DSB dermed kan yde et yderligere bidrag til omstillingen af det danske samfund.
”Det er vigtigt at sige, at klimasituationen kræver, at alle, ligesom DSB gør alt det, de kan for at nedbringe CO2. Og derudover kan man så bidrage ekstra til den danske klimaindsats via Klimaskovfonden,” siger Kirsten Brosbøl.
Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg, Kirsten Brosbøl, Bestyrelsesformand i Klimaskovfonden, Trine Bramsen (S), Transportminister og minister for ligestilling og Flemming Jensen, Adm. direktør i DSB var alle med til at plante de første træer.
Fakta om DSB og partnerskabet
Arealet, der i første omgang skal plantes træer på, ligger langs jernbanen ved Vordingborg. Det er et vigtigt område for at sikre drikkevand og når skoven vokser op, vil det give natur tæt på landsbyen og dermed nye rekreative muligheder for borgerne. Drikkevand og rekreative muligheder er nogle af de synergieffekter, der vægtes højt i Klimaskovfondens skovrejsningsprojekter.
DSB giver et beløb til det nationale klimaregnskab pr. solgt erhvervsrejse. Beløbet er fastlagt, så det passer til den CO2, der udledes på en togrejse, uden at der dermed er tale om kompensation. Se beregningsgrundlag nederst.
Derudover arbejder DSB målrettet på at blive CO2 neutrale 2030. Det skal bl.a. ske ved at køre endnu mere bæredygtigt med investeringer i nye el-tog, opførelsen af nye grønne værksteder til fremtidens el-tog samt energieffektiviseringer og omstilling af opvarmningen af vores DSB’s mange ejendomme rundt om i landet. Med bidraget til Klimaskovfondens arbejde ønsker DSB yderligere at løfte sit samfundsansvar og bidrage til flere skove i det landskab, som DSB hver dag kører kunderne rundt i.
DSB har flere tilbud til erhvervsrejsende, hvad enten det er den daglige pendlerrejse eller til rejser i arbejdstiden.
Kulstofberegning ved skovrejsning
De tal der er grundlag for Klimaskovfondens aftale med DSB er at skovrejsning betyder en CO2-reduktion: 6 t/ha/år, som er beregnet over 100 år = 600 t/ha ex ante i alt.
For skovrejsning er anvendt et gennemsnit på ca. 6 t CO2e/ha/år, som anvendes af Miljøministeriet som standardtal ifm. landbrugsaftalen 2021 og de samme som var gældende i Klimaskovfondens demonstrationsprojektrunde 2021-2022 (tallene kan derfor ændre sig, når Fonden har beregnet en eksakt model for CO2-binding gennem skovrejsning).
Vil din virksomhed også samarbejde med Klimaskovfonden?
Vi skaber mulighed for at din virksomhed kan bidrage med en fast pris per CO2-enhed til den danske klimaindsats, certificeret efter Klimaskovfondens kommende standard for bidrag til den danske klimaindsats gennem skovrejsning og samtidig engagere jeres medarbejdere, interessenter og kunder.