Gå til hovedindhold

Stor søgning om støtte til klimaprojekter

07.07.2023
Projekter
lille træ med vandhul i baggrunden

Viljen til at lægge jord til klimaprojekter er stor, og både kirker og landmænd har for alvor fået øjnene for muligheden for at rejse skov. Det konstaterer Klimaskovfonden, der netop har lukket årets første ansøgningsrunde med 40 indkomne ansøgninger om nye projekter.

Med 40 ansøgninger om støtte til klimaprojekter på op imod 500 hektar er Klimaskovfonden optimistisk med at få nye arealer i spil i klimaindsatsen.

”Det viser, at der er et stort potentiale og at mange gerne vil stille jord til rådighed for klimaindsatsen, når rammerne er de rigtige. Vi kan se rigtig mange spændende projekter, hvor der ud over klimaeffekten også er fokus på at beskytte drikkevand og lave tiltag, der kan forbedre biodiversiteten på sigt. Det glæder vi os over, selvom det også betyder, at vi kommer til at prioritere mellem projekterne,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

I gennemsnit har de ansøgte projekter, der handler om skovrejsning en pris på 56.000 kr. pr. hektar og en såkaldt omkostningseffektivitet på 179 kroner pr. ton CO2, der reduceres gennem projektet. Det er et krav at projekterne leverer på for eksempel biodiversitet eller drikkevandsbeskyttelse. Herefter prioriterer Klimaskovfonden projekter ud fra hvor meget CO2, der bliver bundet, for det lavest mulige beløb.

Ansøgninger om ny skov på størrelse med Askø

Der er ansøgt om skovrejsningsprojekter men også om lavbundsprojekter, hvor modellen endnu ikke er helt færdigudviklet. 275 hektar i ansøgningerne er skovrejsning. Arealet svarer til den lille ø i smålandsfarvandet Askø, nord for Lolland.   

26 ud af de 40 ansøgninger er til skovrejsning i områder, hvor der udover klimaeffekt også er særligt fokus på at beskytte drikkevand. Fem kirker har søgt om støtte til skovrejsning på i alt 40 hektar og en enkelt region søger støtte til et skovrejsningsprojekt på 3,6 hektar.  

”Vi skal nu i gang med sagsbehandling og vurdere projekterne ud fra prisen pr. CO2-enhed, og så skal vi nærstudere projekternes leverancer i forhold til om de beskytter drikkevand, har særlige friluftstiltag eller gør noget ekstra for biodiversitet” forklarer Mikael Kirkebæk, projektkonsulent i fonden. 

Ansøgere kan forvente svar på ansøgningerne i midten af september, så det er muligt at nå tilplantning af arealer sidst på efteråret, hvis projektbeskrivelsen og myndighedsgodkendelser ikke støder på uforudsete forhindringer.

 

Nyheder fra Klimaskovfonden