Gå til hovedindhold

Træer skal minde folkemødegæster om klimahandling

09.06.2023
Magnus Heunicke efter træplantning

Midt under Folkemødet plantede Klimaskovfonden træer, sammen med miljøminister Magnus Heunicke på en af Folkemødets helt centrale pladser. De nye træer plantes nedenfor Domen i Allinge og de skal minde folkemødedeltagerne om træers CO2-optag - og at alle har mulighed for konkret klimahandling gennem bidrag til mere skov i Danmark.

Træer er et af naturens bedste redskaber til at lagre CO2 og begrænse klimaforandringer og temperaturstigninger. Derfor inviterer Klimaskovfonden alle med til at plante træer på en af Folkemødets helt centrale pladser, så de i år og for eftertiden kan minde folkemødedeltagerne om klimahandling.

”Træerne vi planter er, meget symbolsk, elle-træer, som i sin tid har lagt navn til Allinge, og de skal minde os om, at vi alle kan handle for at bremse klimaforandringerne,” siger Kirsten Brosbøl, der er forperson i Klimaskovfonden.

Oase og samlingspunkt i Allinge

Tanken er, at træerne udover at have en klimaeffekt, med tiden skal blive en lille oase langs med vandløbet nedenfor Domen, der giver skygge og læ eller bliver et nyt samlingssted.”Vi synes, det er oplagt med en lille ellelund i Allinge, og så er det samtidig en klimahandling, som alle kan være med til. Helt konkret kan man give et klimabidrag gennem Klimaskovfonden, og så er man med til at binde CO2 i nye danske skove”, siger Kirsten Brosbøl.

Alle kan bidrage til klimaindsatsen

Klimaskovfonden inviterer danskerne og danske virksomheder med i den fælles klimaindsats ved at give mulighed for at bidrage til klimaprojekter på dansk jord. Fonden støtter projekter i Danmark, hvor der rejses ny skov eller genskabes natur på kulstofrige lavbundsjorder. Et bidrag til Klimaskovfonden går således til at skabe nye skov- og naturområder over hele landet.

For et bidrag på 250 kroner kan fonden plante 29 m2 skov, der over tid optager 1 ton CO2.

Til sammenligning udleder en dansker i gennemsnit 11 tons CO2 om året. En tur fra København til Rønne med fly eller med bil og færge udleder omtrent 50 kg CO2.

”Det gælder om, at vi hver især gør alt, hvad vi kan for at begrænse vores egen CO2-udledning mest muligt. Men derudover kan man gøre noget ekstra ved at give bidrag til vores fælles klimaindsats, så Danmark kan nå de vigtige klimamål” siger Kirsten Brosbøl.

 

domen på folkemødet
Poul Erik Lauridsen hjælper Magnus Heunicke med at plante et træ

Den bornholmske granit gjorde ikke plante-processen nem, men det lykkedes at plante fem flotte rødel nedenfor Domen.

elever og minister stiller op til fælles foto med de fem træer i forgrunden

Miljøminister Magnus Heunicke, formand for natur, miljø og planudvalget på Bornholm Helle Munk Ravnborg, Klimaskovfondens forperson Kirsten Brosbøl og elever fra Himmerlands Ungdomsskole har sat et varigt præg på Folkemødet.

Bidrag til klimaindsatsen

Alle kan bidrage til de danske klimamål gennem fonden, f.eks. kan du give et bidrag eller søge om midler til at etablere et klimaprojekt på din jord.

Bidrag til klimaindsatsen

Giv et bidrag til den danske klimaindsats via Klimaskovfonden og få et flot bevis for dit bidrag. For 250 kroner kan vi plante 29 m2 skov, der over tid optager 1 ton CO2.