Gå til hovedindhold

98.000 træer skal i jorden ved Silkeborg

01.11.2023
foto af mennesker der planter bøgetræer på en mark

De første træer af de i alt 98.000 træer, der skal udgøre den nye skov i Kjellerup ved Silkeborg kom i jorden med hjælp fra PostNord og deres erhvervskunder, der har givet bidrag til at finansiere skoven på kommunens jorder.

31,4 hektar ny skov bliver i løbet af den næste måned plantet ved Kjellerup i Midtjylland og onsdag kom de første træer i jorden med hjælp fra medlemmer af kommunalbestyrelsen i Silkeborg Kommunes og PostNord, der gennem bidrag til Klimaskovfonden har finansieret en del af skoven ved Silkeborg.

"En grønnere forsyningskæde kræver, at vi samarbejder på tværs, og derfor er vi meget begejstrede for samarbejdet med Klimaskovfonden og Silkeborg Kommune. Vi ved, at klimaskoven i Kjellerup kommer til at gøre en reel forskel, og dét er vi stolte over at bidrage til", siger Stine Sander, Vice President Parcels & Communications i PostNord.

PostNord giver bidrag til ny skov hver gang du vælger at få pakker leveret med PostNord. PostNord giver således et klimabidrag på alle nationale pakker fra virksomheder til forbruger samt nationale private forsendelser og derfor havde de også inviteret deres kunder med til at plante træer.

Samlet forventes der at blive plantet 98.423 træer, der over de kommende knap 60 år forventes at binde 8.532 tons CO2.

"Det er en sejr for naturen og biodiversiteten, at vi endnu engang kan plante et nyt stort skovområde i Danmarks outdoor-hovedstad og sikre mere natur til glæde for både dyr, planter og alle, der bor i kommunen. I Silkeborg Kommune har vi et mål om at plante 800.000 m2 skov inden 2026 som et led i den grønne omstilling. Samarbejdet med Klimaskovfonden og PostNord er med til at sikre, at vi kan indfri det mål", siger Rune Kristensen, formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.

"Den nye skov er et godt eksempel på, hvad man kan, når man bringer dem, der gerne vil handle for klimaet, sammen. Kommunen har jorden og PostNord vil gerne bidrage til skovrejsningen, der har en dokumenteret klimaeffekt. Det kommer der en ny stor skov ud af, som vil binde CO2 mange år ud i fremtiden. Samtidig kan borgerne få glæde af mere natur, der både er med til at beskytte drikkevand og give nye muligheder for friluftsliv og naturoplevelser", siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

Foruden bidraget til etableringen af skoven i Kjellerup ved Silkeborg, finansierede PostNord tidligere på året en skov ved Katgyden i Ejby ved Middelfart.

foto hvor der plantes bøgetræer på mark

Klimaskovfondens direktør Poul Erik Lauridsen, Stine Sander, Vice President Parcels & Communications i PostNord og udvalgsformand Rune fra Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.

billede af mennesker i telt

Der blev fortalt om planerne for den nye skov, da blandt andre udvalgsmedlemmer fra Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune plantede de første træer sammen PostNord og erhvervskunder fra Lomax, Homeshop.dk og Norlys.

fælles foto af alle dem der var med til at plante træer