Hvordan kan naturbaserede løsninger afhjælpe kvælstofkrisen?

I den igangværende debat og dækning af de meget kritiske miljøforhold for vores fjorde og indre farvande er det vigtigste spørgsmål: ”hvad kan vi gøre ved det?”. 

Det er bredt anerkendt, at for meget kvælstof i vandet er hovedårsagen til iltsvindsproblemerne. Kvælstof er en af naturens vigtige byggesten, men problemet er, at der er alt for meget kvælstof i omløb i vores natur. Kvælstoffet kommer især fra landjorden, så det er der, man skal kigge hen, hvis man skal løse problemet. Det er et velkendt problem, og vi har masser af viden om, hvor problemerne er størst.

Men hvad kan vi så gøre ved det? Ja, vi kan for eksempel etablere meget mere skov og udtage lavbundsjorder og lave vådområder. Hvis vi gør det det rigtige steder, får vi effektivt reduceret udvaskning af kvælstof til de vandområder, der har mest brug for det. Det er naturens egne metoder, som vi bringer i anvendelse. Ved skovrejsning, udtagning af lavbundsjorder og skabelse af vådområder får man udover en kvælstofeffekt også klimaeffekter og mange andre effekter, f.eks. forbedringer af biodiversiteten. Det gode ved disse løsninger er, at de er varige nye robuste elementer i landskabet – de forsvinder ikke igen, når de først er blevet etableret. Så de bliver ved med at levere positivt klima, vandmiljø og natur til omgivelserne. 

Skovrejsning og udtagning af lavbundsjorder virker forskelligt i forhold til kvælstof.

Skovrejsning indebærer, at landbrugsdriften ophører og dermed forsvinder den udledning af kvælstof, der hører til denne driftsform. Man kan sætte denne effekt til ca. 15 kg. N/ha/år. Man får de største effekter, når skoven ligger på jorder med lav retention, det vil sige jorder, der ikke selv nedbryder kvælstoffet og skoven ligger tæt på vandområderne, så kvælstoffet ikke udvaskes til grundvandet eller optages af planter i søer og vandløb på rejsen fra marken til vandområdet. Også det har vi kort på.

For udtagning af lavbundsjorder gælder, at når man genetablerer den naturlige vandstand i jorden, så vil der være en dobbelt effekt. Dels annulleres landbrugets udledning fra arealerne, dels igangsættes en naturlig nedbrydningsproces via iltforhold og bakterier, som betyder, at kvælstofforbindelser nedbrydes til luftformigt kvælstof, som frigives til atmosfæren, hvilket er uproblematisk. Det er en af naturens smarte mekanismer, lige som fotosyntese, som ligger lige for at udnytte. Et vådområde kan derfor give en effekt på eksempelvis 150 kg. N/ha/år, altså langt større effekt end skovrejsning.

Men vi har brug for begge dele. Nogle steder, på for eksempel på højjord, giver det god mening med skovrejsning, andre steder i de lave dele af landskabet er udtagning og vådområder oplagte. Hvis man kunne lægge dem i forlængelse af hinanden, ville man også kunne skabe nye værdifulde naturområder, som på sigt kan blive hjemsted for truede arter. Og potentialet er stort. Danmark har i de sidste godt 100 år mistet rigtig mange af især sine naturlige vådområder. Går man længere tilbage ville man også finde langt mere skov på vores breddegrader. 

Klimaskovfondens skov- og lavbundsprojekter leverer disse naturbaserede løsninger og det giver god mening at sammentænke løsningerne, så vi undgår fragmenterede og midlertidige løsninger i landskabet. Klimaskovfonden har også mulighed for at arbejde med både udtagning af lavbundsjorder og skovrejsning inden for det samme projekt, så man på den måde optimerer på den samlede landskabsløsning. Det kan også give mening at fokusere indsatsen på geografier med særlige indsatsbehov. 

Alt i alt er det afgørende at få sat skub i både skovrejsning og lavbundsprojekter, der medvirker til at løse flere problemer på samme tid.